Sagen angik, om et selskab havde etableret hjemstedet for dets økonomiske virksomhed i Danmark, og om Skattestyrelsen på denne baggrund havde været berettiget til at genoptage og tilbagekalde godkendelsen af selskabets ansøgning om momsgodtgørelse for indkøb af brændstof i Danmark i 2. kvartal 2023. Landsskatteretten fandt, at vurderingen af, hvorvidt selskabet havde etableret hjemstedet for selskabets økonomiske virksomhed i Danmark, var en selvstændig momsretlig kvalifikation, som skulle foretages efter de retsregler og den praksis, som gælder momsretligt. EU-reglerne i vejtransportforordningerne nr. 1071/2009 og 1072/2009 og Skattestyrelsens styresignal om arbejdsudleje i transporthvervet, offentliggjort som SKM2026.82.SKTST, vedrørte ikke en momsretlig vurdering eller oplysninger om, hvad der momsretligt kunne tillægges vægt ved vurderingen af, om selskabet havde etableret hjemstedet for dets økonomiske virksomhed i Danmark. Disse regler og styresignalet skulle derfor ikke inddrages ved den momsretlige vurdering af, hvorvidt selskabet havde etableret hjemstedet for selskabets økonomiske virksomhed i Danmark. Landsskatteretten fandt herefter, at stedet for selskabets økonomiske aktivitet var i Danmark, og at selskabet derfor skulle anses for at være etableret i Danmark. Selskabet kunne derfor ikke opnå momsgodtgørelse efter momslovens § 45.

Sagen angik endvidere, om den påklagede afgørelse kunne anses for ugyldig som følge af, at Skattestyrelsen i forbindelse med afgørelsen havde begået sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig, selvom Skattestyrelsen bl.a. ikke havde overholdt kravet om udarbejdelse af sagsfremstilling.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger før en omdannelse til aktieselskab var omfattet af den kommunale skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Skatterådet bekræftede, at Spørger efter omdannelse til aktieselskab ikke var omfattet af den kommunale skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger før eller efter en omdannelse var skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Det skyldtes, at vedtægternes bestemmelser om anvendelsen af de løbende indtægter og af et evt. likvidationsprovenu ikke var i overensstemmelse med selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Skatterådet bekræftede, at Spørger efter en påtænkt vedtægtsændring og omdannelse til aktieselskab ville være skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og at overgangen fra skattepligt til skattefrihed var omfattet af selskabsskattelovens § 5, stk. 4, jf. stk. 1

Skatterådet bekræftede, at selve omdannelsen af Spørger til et aktieselskab ikke havde skattemæssige konsekvenser for Spørger, idet omdannelsen kunne gennemføres skattefrit.

Skatterådet bekræftede, at omdannelsen af Spørger til et aktieselskab ikke havde skattemæssige konsekvenser for selskabsdeltagerne, allerede fordi den enkelte kommune var skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Skatterådet bekræftede, at omdannelsen til et aktieselskab momsretligt ikke blev anset som en momsfri virksomhedsoverdragelse, der udløste en forpligtelse til momsregulering i henhold til momslovens § 43, stk. 3, nr. 5.

Retten fandt, at tre bygninger på den skattepligtiges ejendom ikke kunne anses som omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., idet bygningerne ikke kunne rummes indenfor bestemmelsens ordlyd, der omfatter "stuehuset med tilhørende grund og have". Retten fandt videre, at et nyt spørgsmål om, hvorvidt de tre omhandlede bygninger var indskudt som yderligere private aktiver til udligning af en negativ indskudskonto forinden en af skatteyderen gennemført virksomhedsomdannelse havde en så tæt sammenhæng med den afgørelse, der havde givet grundlag for retssagen, at det burde tillades prøvet i forbindelse med sagen, jf. skattestyrelseslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. Efter en samlet vurdering fandt retten dog, at den skattepligtige ikke med den nødvendige sikkerhed havde løftet sin bevisbyrde for, at de omhandlede bygninger var overgået til ikke erhvervsmæssig brug med den virkning, at bygningerne kunne anvendes som indskud på den negative indskudskonto i forbindelse med virksomhedsomdannelsen, jf. virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og virksomhedsskattelovens § 16, stk. 2. Retten lagde herved vægt på, at der måtte kræves et ret sikkert grundlag, hvis en ejendom eller dele heraf, som oprindeligt var erhvervet til erhvervsmæssig brug, skulle kunne overgå til ikke-erhvervsmæssig brug alene som følge af den faktiske brug af ejendommen. Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

I en administrativ straffesag var T sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, ved, at der for indkomståret 2020 blevafgivet urigtige, vildledende eller ufuldstændige oplysninger til brug for afgørelsen af hans skatteansættelse, idet et revisionsfirma på hans vegne via Skattestyrelsens Tast Selv - system afgav oplysninger om hans skattepligtige indkomst og udeholdt oplysninger om hans avance på 731.000 kr. ved salg af en ejendom. Som følge heraf blev det offentlige unddraget 305.307 kr. i skat. T var uenig i kontrolsagen og påklagede den til Skatteankestyrelsen, som fastholdt Skattestyrelsens afgørelse. Der var tale om ét forhold, og Skattestyrelsen ønskede at indkalde T til et møde med henblik på at vurdere, om han havde gjort noget strafbart. Skattestyrelsen anså umiddelbart sagen for relativt ukompliceret og den maksimale bødestørrelse ville udgøre 550.000 kr. ved forsæt og 270.000 kr. ved grov uagtsomhed.

Byretten fastslog, at det følger af skattestraffesagslovens § 1, at der kan beskikkes en forsvarer, når sagens beskaffenhed, den sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, fandt retten, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at beskikke en forsvarer. Retten lagde herved vægt på størrelsen af det unddragne beløb, at sagen efter det oplyse måtte anses om ukompliceret, og at der ikke i øvrigt var oplyst omstændigheder, som kunne medføre at skulle beskikkes en forsvarer.

Advokaten kærede på vegne af T byrettens kendelse med påstand om, at han beskikkes som forsvarer for T. Til støtte for påstanden anførte T, at byrettens afgørelse var i strid med praksis, jf. eksempelvis SKM.2026.62.VLR.

Efter en samlet vurdering, og af de af byretten anførte grunde, tiltrådte landsretten, at der efter sagens beskaffenhed og det i øvrigt oplyste ikke var grundlag for at beskikke en forsvarer for T.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens kendelse.

Skatterådet har på mødet den 25. august 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger om et pengeinstituts udbetaling af kompensationer til ikke-identificerede fysiske personer.

Skatterådet har på mødet den 25. august 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger om et pengeinstituts udbetaling af kompensationer til ikke-identificerede fysiske personer.

Sagen angik efterbeskatning af en fond, da en række af fondens uddelinger ikke var anset for at være sket til almenvelgørende formål, og disse uddelinger dermed ikke var fradragsberettigede. Landsskatteretten konstaterede indledningsvis, at fondens fradrag for de enkelte uddelinger til opfyldelse af almenvelgørende formål afhang af, om legatmodtagerne enten var i økonomisk trang eller havde vanskelige økonomiske forhold, og det var fonden, som skulle godtgøre, at betingelserne for fradrag var opfyldt, og det var dermed også fonden, som skulle godtgøre, at legatmodtagerne var i økonomisk trang eller havde vanskelige økonomiske forhold. Retten anførte, at begrebet "almenvelgørende" på samme måde som begrebet "almennyttigt" er et dynamisk begreb, hvis nærmere indhold påvirkes af samfundsudviklingen og af den aktuelle fremherskende opfattelse i samfundet. Derfor kunne der ikke fastsættes f.eks. en specifik beløbsgrænse for, hvornår en person var i økonomisk trang, eller hvornår der forelå vanskelige økonomiske forhold hos vedkommende. Der var derimod tale om en konkret helhedsvurdering, hvor legatmodtagerens samlede økonomiske forhold, herunder indkomst, gæld, faste udgifter, formue mv., skulle inddrages, og hvor vurderingen over tid ville afhænge af udviklingen og opfattelsen i samfundet. For en række af de konkrete uddelinger anså retten det for godtgjort, at legatmodtagerne havde vanskelige økonomiske forhold, da disse legatmodtagere var pensionister uden reel formue og med lav indkomst. For uddelinger til legatmodtagere til studierejser anså retten disse for at være sket til fremmede formål. Skattestyrelsen havde ikke hørt fonden over visse økonomiske oplysninger om legatmodtagerne, men der var under de foreliggende omstændigheder og efter en konkret væsentlighedsvurdering, jf. SKM2026.9.ØLR, ikke grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig af denne grund. Afgørelsen var samtidig ikke behæftet med en formel mangel i form af manglende opfyldelse af officialmaksimen. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og godkendte fradrag for en række af uddelingerne og overlod den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen.

Sagen angik, hvorvidt omkostninger, som et selskab havde afholdt til udvikling af administrationssystemet X, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og om selskabet derfor var berettiget til et forhøjet fradrag efter ligningslovens § 8 B, stk. 4. På baggrund af bl.a. et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at der ved udviklingen af administrationssystemet X var skabt et væsentligt forbedret produkt, og at selskabets udgifter til udvikling af systemet derfor var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, idet opgørelsen af de omfattede udgifter blev hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Kapitalafkastsatsen for 2026 er 2 pct. Rentekorrektionssatsen for 2026 er 5 pct. 

Sagen angik, om udbetaling af udbytte til klageren fra H1 Limited udgjorde merafkast omfattet af ligningslovens § 16 I og dermed skulle beskattes som CFC-indkomst, dvs. som personlig indkomst for klageren. Landsskatteretten fandt, at den skattepligtige måtte anses for at kontrollere selskabet, hvis denne havde været deltager i ledelsen eller driften af fonden, også efter at vedkommende ikke længere varetog de pågældende opgaver. Dette fremgik af forarbejderne til ændringen af ligningslovens § 16 I, hvor det tillige fremgik, at der var tale om en præcisering af gældende ret. Dette var tillige i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelser af 16. marts 2017 og 26. november 2020, offentliggjort i henholdsvis SKM2017.371.LSR og SKM2020.552.LSR. Landsskatteretten fandt endvidere, at det afgørende i forhold til, om der var en fortrinsstilling i henhold til ligningslovens § 16 I, var, om den skattepligtige havde ret til et merafkast, og ikke om vedkommende var partner. Landsskatteretten bemærkede, at ligningslovens § 16 I også omfattede etablerede ordninger, hvor partneren ikke havde fået merafkastet endnu, og at det derfor var uden betydning, at klageren var udtrådt som partner inden ikrafttrædelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt herved, at der ikke var tale om tilbagevirkende kraft, da bestemmelsen havde virkning for fremtidige udbetalinger, og da det udbetalte merafkast ikke blev retserhvervet inden ikrafttrædelsestidspunktet. Landsskatteretten fandt herefter, at klageren var skattepligtig af det udbetalte udbytte som CFC-indkomst, jf. ligningslovens § 16 I. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

I en administrativ straffesag havde S fået beskikket en forsvarer. Forsvareren anmodede retten om salær for mindst 24 timer.

Skattestyrelsen udtalte, at sagen havde et omfattende bilagsmateriale, men at sagen ikke i øvrigt vurderes kompleks. Det bemærkedes desuden, at der ifølge tids- og aktivitetsopgørelsen umiddelbart sås at være anvendt uforholdsmæssigt meget tid på sagen.

Byretten fandt, da Skattestyrelsen ikke nærmere havde begrundet, hvorfor der efter styrelsens opfattelse var tale om et uforholdsmæssigt højt tidsforbrug, ikke umiddelbart grundlag for at tilsidesætte forsvarerens tidsopgørelse.

Retten fastsatte herefter salær på 48.480 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer.

Skattestyrelsen påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at salæret nedsattes til et mindre beløb. Skattestyrelsen anførte til støtte for påstanden navnlig, at det fastsatte salær ikke afspejlede det nødvendige og rimelige arbejde for den beskikkede forsvarer i sagen, og at salæret derfor burde nedsættes, så forsvareren honoreredes for et timeforbrug på maksimalt 10 timer. Der var indgået mange bilag i sagen, men sagen havde ikke været af kompleks karakter.

Forsvareren påstod principalt kæremålet afvist, subsidiært stadfæstelse. Forsvareren anførte til støtte for afvisningspåstanden navnlig, at Skattestyrelsens påstand var upræcis og indeholdt anbringender. Til støtte for stadfæstelsespåstanden anførte han navnlig, at de anvendte 24 timer, var et rimeligt tidsforbrug henset til sagens karakter og omfang samt S’s personlige forhold. Det havde været helt nødvendigt at gennemgå alle sagens bilag for at afdække eventuelle "huller", ligesom der havde været afholdt flere fysiske møder og telefonmøder med S. Der havde desuden, da S afsonede fængselsstraf, været anvendt tid til at indhente yderligere oplysninger.

Landsretten fandt ikke grundlag for at afvise kæremålet, da den af Skattestyrelsen nedlagte påstand kunne danne grundlag for landsrettens stillingtagen i sagen.

Efter sagens omfang og karakter og det tidsforbrug, der med rimelighed kunne anses for at have været nødvendigt til en forsvarlig varetagelse af forsvarerhvervet, fandt landsretten, at salæret passende kunne fastsættes til 20.200 kr. med tillæg af moms.

Landsretten ændrede herefter byrettens afgørelse, så salæret nedsattes til 20.200 kr. med tillæg af moms.

Skattestyrelsen havde ikke imødekommet en virksomheds anmodning om ændring af momstilsvaret for perioden 1. januar 2010 til 30. juni 2021, idet det ikke var godtgjort, at de fotografier, som virksomheden solgte, var kunstgenstande, jf. momslovens § 69, stk. 4, nr. 6. Ved "kunstgenstande" skulle ifølge bestemmelsen forstås "Fotografier taget af kunstneren, aftrykt af denne eller under dennes tilsyn, signeret og nummereret i et antal på op til 30 eksemplarer, uanset formater og underlag". Landsskatteretten anførte bl.a., at nummereringen skulle være på det enkelte fotografi og efter en almindelig forståelse skulle bekræfte, dels nummeret på det pågældende aftryk af fotografiet i en række på højst 30 eksemplarer, dels det antal aftryk i rækken af fotografiet, hvori det faktisk i alt var - og nogensinde ville blive - aftrykt. Virksomhedens fotografier, som enten var signeret med digital, maskinel skrift, var påsat en label med fotografens underskrift og nummerering, alene var nummereret med "1" eller "2" osv., og var nummereret med f.eks. "1/2", men kunne efterbestilles i yderligere eksemplarer, opfyldte ikke betingelserne i § 69, stk. 4, nr. 6. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

En skatteyder skulle beskattes af en række vederlag, som skatteyderen havde fået udbetalt fra sin arbejdsgiver i forbindelse med skatteyderens fratrædelse. Retten fandt, at vederlagene var A-indkomst, og at vederlagene skulle beskattes i det indkomstår, hvor vederlagene blev udbetalt.